lørdag den 5. juli 2008

Lørdagssurprise

Jeg havde overvejet, at ringe til Arne for at høre, om han var frisk på en tur her i weekenden, men efter en uge, hvor Den Store Ånd har fået tanker og følelser fra et kvart århundrede siden til igen at blande sig med dagligdagens almindelig gøremål, er det oplagt at tage en tænketur alene ud i naturen.

Jeg havde både frokost, kaffe og lidt læsestof med samt smurt mig godt med solcreme hjemmefra. Klokken var kun lidt over 10, men der var allerede fuld aktivitet i og ved Kajakhotellet. Containeren med låneudstyr var næsten tom. Så jeg måtte undvære en Baffin og prøve en Aquanaut Club fra Valley i stedet. Grønlænder pagajen var heldigvis ikke udlånt.

Jeg havde besluttet mig for at ro enten syd for Dragør til lige efter fortet og så få en is på vej tilbage i havnen eller ro ud til Middelgrundsmøllerne, nu det var meget stille vejr. Faktisk så stille, at ingen af møllerne drejede rundt.

En pludselig indskydelse faldt mig ind. Jeg havde jo i ugens løb sendt Mikkel en sms for at høre, om han ville med til Saltholm i denne weekend. Han havde aldrig svaret, men vejret var jo perfekt. Jeg spurgte Anders, om det var uforsvarligt at ro til Saltholm i det vejr alene! Anders spurgte Peter, og det var det ikke trods mit handikap!
Jeg forstod ikke, hvad bolværksmatrosen Anders mente. Det er jo ham, der har vandskræk. :O) Jeg har i hvert tilfælde aldrig set ham i en kajak på vandet, siden jeg startede i foråret.

Med den opbakning besluttede jeg at sejle ud gennem Sydporten og fortsætte til horisonten.


Det var en fantastisk tur til Saltholm. Vandet var næsten spejlblankt. Hvis du ser godt efter på nedenstående billede, kan du se at møllerne er helt stille … kan du se spejlbilledet af møllerne i vandet.


Nu er der ikke så mange hajer i farvandet, jeg skal passe på, men at krydse sejlrenden har min fulde respekt. Der bliver set både til højre og venstre flere gange, inden jeg krydsede. Jeg ikke har den store erfaring med farten, hverken min eller tankskibenes. Så jeg ventede de 10 minutter, det tog ”Carrier” at passere.


Jeg har boet hele mit liv på Amar. Faktisk har jeg boet hele mit liv på østsiden af Amar. I Kastrup og i Sundbyøster. Alligevel har jeg aldrig været på Saltholm. Så det var med en vis ære, jeg ankom til havnen. Jeg havde selv roet hele vejen. Havnen er nu noget kedelig. Men jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste, der var på tur. 200 meter nede af kysten var 4 havkajakker ved at gå på land.

Det var Uffe Witt, der havde fået 3 andre fra Vallensbæk Kano og Kajak Club med på en lørdagsudflugt. Amager Strand-Saltholm- Flakfortet-Middelgrundsfortet og via Møllerne samt Helgoland tilbage til Stranden. De hjalp mig med Kajakken, og vi spiste vores frokost sammen. De havde det lige som KajakHornsherred. Uffe arrangerer ture, og har man tid og lyst, så kan man hoppe med på tur.


Hvis der klikkes på ovenstående billede, skulle stedet vises i fugleperspektiv via Live Search Map.

Saltholm i solskin og 27 grader er nøjagtig sådan, som jeg forstillede mig denne perle i Øresund. Jeg har tit fløjet henover, men nu stod jeg her selv og kunne nyde stilheden, mågeskrigene og larmen fra flyverne, når de fløj hen over os samt børnestemmer fra ”sommerhuset” på den anden side af bakken. Det flade vådlandskab med køer og får og en masse andre vandfugle.

Følgende billede skal gerne repræsentere denne sommerferiefølelse:


Jeg havde planlagt at ro ned langs Saltholm og tilbage via Nordre Røse, så jeg sagde farvel til Uffe & Co og stak sydover. Der var begyndt at komme lidt vind, men ikke nok til at møllerne var begyndt at dreje, kunne jeg se. Der var også kommet bølger, eller er det bare dønninger fra Køge Bugt?

Jeg håber, Ole vil lave et af sine lamelkort til mig over min del af Øresund, for jeg måtte ro efter hukommelsen. Jeg kunne huske, der var et langt stendige ud i vandet lidt nord for det sted, hvor jeg skulle dreje mod fyret.


Jeg fik kaffe, mens jeg ventede på fri bane ved sejlrenden. Der kom skibe fra begge sider. Jeg kunne måske godt have nået over, inden de passerede, men hellere ”safe than sorry”.

På Nordre Røse havde nogle Pirater overtaget fyret. Men da de var på vej Amager rundt, stak de videre mod Dragør. I modstrøm, modvind og modbølger. Jeg skulle den anden vej :O).


Der er ikke, fordi turen til Saltholm er særlig lang. Der er en hel del vand af se på, men som altid sker der en masse. Så jeg fik givet mig en god surprise tur i dag.

I alt roet: 15,3 km.

DMI: Nogen eller en del sol, men i løbet af eftermiddagen er der mulighed for en lokal regn- eller tordenbyge. Temp. op mellem 22 og 27 grader. Ret svag skiftende vind.

(Omkring vest eller skiftende under 6 m/s. Enkelte byger, ellers god sigt)

2 kommentarer:

Kajakteknik sagde ...

[Jeg forstod ikke, hvad bolværksmatrosen Anders mente. Det er jo ham, der har vandskræk. :O) Jeg har i hvert tilfælde aldrig set ham i en kajak på vandet, siden jeg startede i foråret.]
: Hvis man kilder Anders lidt under tæerne kan han faktisk godt lokkes på vandet. Hans fortid som konkurrencesvømmer fornægter sig ikke, og få kan få så store smil på som anders når han har ligget og hygget sig med rul (inkl et habilt håndrul) (se evt hvordan han smiler på side 41 i kajakhotellets katalog)
:)

Charlotte og Jan Milbo sagde ...

Jeg må lære at kilde Anders rigtig under tæerne eller tage med, når han deltager på en af kajakpiloternes ugentlige hyggelige og sociale ro-med ture.

Jeg er i hvert tilfælde fortsat misundelig på alle jer, der kan rulle. Men jeg prøver, mens jeg sparer sammen til et kursus.

vi ses

PS. Apropo vandskræk, så kan jeg godt lide dette foto, hvor du sidder på land med tørdragt. :O)

Hvis jeg ikke vidste bedre.