Charlotte og jeg kan nu lide at gå sammen i skoven uanset årstiden, og i dag havde vi altså alle med inklusiv Molly. Den nye hundesnor virker fint, hun trækker ikke mere, så Emma fik æren af at gå med hende.
Vi havde valgt at gå til den hemmelige sø. Inden tog Ida og Laura sig en gang rodstanding. Et pædagogisk forsøg på at få dem til at enes. Hvad det var de skændtes om, har jeg glemt, men de skulle stå på hver sin rod, indtil de blev enige, Først derefter måtte de gå videre. Vi kom et godt stykke fra dem, før de kom løbende, næsten enige.
Helt hemmelig er den hemmelige sø nu ikke med sin borde og bænke, men den kan være svær at finde, og vi har den oftest for os selv. I dag var der mange små grønne frøer (Rana esculenta) Molly jagede dem alle tilbage i vandet fra deres solbeskinnede græsområde på halvøen. Vi kunne se dem svømme rundt og høre dem kvække.
På turen videre mod den store gynge, hørte vi fugle synge og så gik det op for os, hvilken enestående begivenhed dette var. Her manglede nemlig noget, der altid også er i Kongelunden: Flystøj! Tak til udbruddet på Eyjafjallajøkuld i Island.
Vi fandt et væltet træ som både havde en flot fotogen rod og som var god at klatre i.
Ida spurgte mindst hundrede gange, hvornår vi kom til kæmpe gyngen. Det eneste ærgerlige på turen var, at nogle havde klippet tovet kortere. Det lykkedes kun at hængegynge i armene. Heldigvis er alle pigerne gode til at se det positive i det trælse. Der var ingen sure miner og vi fejrede en god dag i skoven med vafler og is, da vi kom hjem.
.
