lørdag den 25. oktober 2008

Til Dragør i tørdragt

Det er næsten 5 måneder siden jeg roede til Dragør en varm smuk sommerlørdag. I dag er det efterår, men smukt og solrigt alligevel. Jeg har fået tilbud fra kajakpiloterne om en fællestur til Saltholm i næste weekend, hvis vejret tillader det. Det kunne jeg godt tænke mig, men det er et stykke tid siden, jeg har roet rigtig. Hvordan er kondien? og hvordan er det at ro i tørdragt. Våddragt går nok lidt endnu, men ...

Vinterroning kræver 3 lag tøj. Svedtransporterende inderst, Dernæst et varmt lag og yders et vind og vandtæt lag. Det var jeg forberedt på. Det er samme princip ved skiferie, så jeg var omklædt hjemmefra. Manglede kun tørdragten, og den havde Kajakhotellet.

Hvilken størrelse passede mig. Det blev en medium, selvom jeg syntes, det lød småt. I foråret have jeg valgt en XL, men jeg må erkende, jeg har tabt et par og 9-10 kilo siden. Det blev en Kokatat Super Nova Semi Dry Tropos m zip og sokke, Lige som med kajakker skal jeg jo prøve, hvilke jeg kan lide, inden jeg en dag investerer i eget udstyr. Jeg havde ingen problemer med størrelse og den var meget behagelig. Var den vandtæt? Havde jeg tøj nok? Det skulle jeg nu prøve. Kajakken blev en Romany igen ligesom i foråret, og jeg var heldig og finde en ispind til pagaj. Desuden havde jeg skiftet batterier i kameraet, og lagt den nye telefon i det vandtætte hylster. Alt var derfor klar til en god tur.

Modlys giver altid spændende kontrastbilleder.
Jeg havde dog begået en fejl, som jeg ikke var klar over endnu: Det er ikke vinter! Det er måske lidt koldt, men ikke vinter! Jeg fik det hurtigt varmt, faktisk inden jeg var forbi fyret, svedte jeg en del. Jeg havde jo valgt at ro i modvind først, og det var vist også med strømmen imod. Hver gang jeg holdt en pause for enten at drikke eller specielt for at fotografere, vendte kajakken 180 grader og drev 30 - 100meter tilbage. Jeg tager en del billeder, så der er langt til Dragør på den måde.
Ved Nordre Røse så jeg den smukkeste af alle jernfuglene her ved Amar's østkyst: en west bound 747 fra Kina. Den er så graciøs i sin glidende rolige nedstigning. Den er hverken hurtigere eller langsommere end andre, men på grund af størrelsen ser det bare smukkere ud.

Den smukkeste af alle jernfuglene: En west bound 747
Turen til Dragør er langs kysten, men det er havkajak, jeg ror. Du er ikke i tvivl, når der ses ud over vandet. Du kan enda mærke dønninger fra de store skibe, da sejlrenden kommer tæt på uden der dog er fare på færde.


Jeg mødte en enkelt kajakroer på turen. Faktisk mødte jeg ham 2 gange, da han overhalede mig ved startbanen og i bugten ved Nordstranden inden Dragør, da han var på vej tilbage. Jeg var måske lidt langsom i dag, men jeg havde det varmt. Jeg havde ikke roet længe og jeg drev meget tilbage. Desuden var den en turkajak og de har noget mere fart på. Nu ror jeg for at nyde naturen, så der er ingen grund til at lave det om et kapløb, [jeg havde tabt] :O).

I Dragør havde jeg ikke behov for en is. Jeg var dog lige så varm som i sommer. Men jeg nød solen, udsigten og en stor tår vand, inden det gik tilbage mod nord.


Ude i Nordstrandens bugt ligger en ponton. Her uden for badesæsonen er den fyldt med skarver. Du kan ro tæt forbi dem, men hvis du begynder at lave andre bevægelser, som at tage dit kamera frem, så er de væk, inden du for set dig om.


Det var en dejlig dag. Hjemturen blev som forventet, behagelig med rygvind og medbølger. Indtil nedenstående billede, hvor jeg har rundet lufthavnen og skal ro på et mere åbent stykke, direkte mod lagunekanalens udmunding. Vinden var drejet lidt, så den og bølgerne kom mere ind fra siden i stedet. Lidt træls, da jeg var træt.
Jeg ankom til Kajakhotellet som planlagt klokken tre, gennemvædet af sved. En tørdragt er tør uden på om efteråret: Ikke inden i, hvis du har vinterbeklædning på.

Det var jo en god erfaring til næste lørdag. Jeg har nemlig meldt mig til turen til Saltholm. Håber vejret bliver lige så godt som i dag. Gerne med østenvind, så vi kan surfe hjem.


I alt roet 14,5 km.
DMI:
Sol, men efterhånden skyet vestfra, og omkring 12 -14 grader. Vinden tiltager til frisk til hård vind fra sydvest og syd.
.

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Kære Jan.
Tillykke med bryllup med Charlotte I ser ud til at være et smukt par.
Hilsen din gamle sidekammerat fra TG
Inge