søndag den 29. juni 2008

Blandt frie fugle

Så lykkes det endelig. Hornsherreds frie fugle valgte en søndag til kajakudflugt. Da jeg er arbejdsramt, passer det jo fint i modsætning til deres traditionelle onsdagsture. Madpakketure hedder de.


Fugle på LilleøFugle ved Lilleø


Jeg havde fået lov til at låne Benny's badekar. Han har jo lige fået en fin hvid Skim Distance fra Kajakhotellet. De havde også været så venlige at låne mig en redningsvest, som EPP2'ers skal sikkerheden være i orden. Bennys badekar fejler intet. Det er en god gedigen glasfiber Mari.

Alt jeg skulle, var at smøre min madpakke samt fylde flasken med vand og stå lidt tidligt op! Kristian kørte rundt i studentervogn i går og vi var næstsidst på ruten. Den blev derfor over midnat, før vi fik lukket og slukket. Desuden ringede Kristian senere, og selvom klokken var mange, fik han sin far til at hente sig i Søvang. Han skulle lige hjem, inden han tog videre ind til byen.

Om morgenen smurte jeg en flot madpakke og lavede en pose med pizzasnegle til alle. Vi skulle ro ud fra Skuldelev og på motorvejen lige før Roskilde ringede min datter og fortalte, at madpakken fortsat lå på bordet! Lidt træt efter nattens manglende søvn og nu uden mad: det skal nok blive en god dag! Da jeg ankom til Skuldelev havn var der ingen Ole, Jørgen, Jacob eller Benny. SHIT

De var 200 meter tilbage ved stranden. Jeg var kørt forbi uden at se dem. Det er et perfekt sted at stå ud fra og der er en god parkeringsplads til "Klubhuset".

Bennys badekar er en glasfiber kajak og det har jeg aldrig prøvet. Den skulle jeg lige vænne mig til. Den er levende, let og meget livlig. Desuden fik jeg ikke sat fødstøtterne helt rigtig. Jeg har ikke så lange ben, som jeg troede.

Ole havde planlagt ture. Vi roede straks over på østsiden. Den med mest vind og største bølger lige ind fra siden. Med Ole som ven har jeg ikke brug for fjender. Jeg fik ikke tage et eneste billede, før vi kom i læ af Lilleø. Jeg koncentrerede mig om balancen. Jeg var ikke nervøs eller frygtede at kæntre, men alt var så nyt og omstændighederne var noget udfordrende.

I Jyllinge bor Anne-Marie og Vagn. Jeg havde lidt overskud i balancearbejdet til at se om, de måske var på formiddags gåtur til udsigtspynten. Men nej, de var nok i gang med havearbejdet, som de elsker, eller måske i gang med deres kajakkursus. De er nemlig også begyndt.

Frokost på EskildsøEskilsø

Frokosten skulle være på nordsiden af Eskildsø. (Sydsiden er lukket i fuglenes ynglesæson). Det gik lidt nemmere at ro i direkte modvind og - bølger. Mit kamera er gemt i en tupperware og den er vandtæt, fik jeg testet. I kampens hede fik jeg skubbet boksen ud af elastikken, og vupti lå den i vandet. Lige så hurtigt fik jeg den fisket op igen, og som det ses af ovenstående billede, overlevede kameraet.

Når Ole er guide, er der faste traditioner:
For det første får vi udlevet et lamineret kort over turen. Skønt, men nu skal jeg også til at have briller med, når jeg roer.
For det andet bliver frokosten indtaget et smukt sted med udsigt og med en stenfri landgangsplads. (Det med landgang uden at få våde bukser, skal jeg lige have lidt øvelse i). Desuden giver Ole dessert. I dag har Vibeke (Oles kone) bagt en kage, som vi alle skal smage. Jeg har kendt Ole gennem de sidste 20 år og ved, at hjemmebag fra Vibeke er MUMS.


Eljægeren
Hvad er så hele pointen med Hornsherred netværket og hvordan får man det samlet i ét billede? Ovenstående er mit forsøg: I læsiden af fjorden nyder Jørgen (elgjægeren) den smukke natur efter vi har fået sat kajakkerne i vandet igen og er ved at ro hjemad. Det er en hyggetur. Vi har god tid til snak, til fotografering og til at vente på Benny, der finder alle de sten, man kan på turen. Til en gang Bonanza. Sådan følelse det i hvert tilfælde at ro kajakker ved siden af hinanden ud mod horisonten.

Benny, Jørgen, Jacob og Ole

Efter en dejlig dag er vi tilbage ved stranden. Men tro ikke turen er færdig. Netværket har allerede flere traditioner: Efterturkaffen! Inden vi skiltes, skulle vi lige snakke om turen og om hvor de næste madpakketure skulle foregå. De har en svaghed for Kattigevig. Den blev nævnt flere gange. Men også de større og længere arrangementer som Blekinge, Nakskov eller Møen. Jeg er med igen, bare det ikke er en onsdag eller også tager jeg fri fra arbejde.

KlubhusetKlubhuset

I alt roet: 14,6 km på Oles GPS.
DMI: Lidt eller nogen sol, men i løbet af dagen også stedvis byger. Temp. op mellem 18 og 22 grader, og svag til jævn vind omkring sydvest.
(Sydvest og vest 3 til 8 m/s og til aften drejende sydvest og syd. Byger med moderat sigt, ellers mest god sigt.)

.

Ingen kommentarer: