onsdag den 25. juni 2008

MiniCruise

Ingen tekniktræning i mandags, da Kristian blev student.

Endnu engang tillykke til ham og alle de andre vi kender, der bliver student i år. Vi har derfor været meget sammen, alle sammen, Det var derfor nødvendigt at lade op igen med en rotur i det smukke vejr, så jeg tog tidligt fra arbejde i dag.

Der lå allerede en Baffin klar uden for containeren og "ventede på mig", så det var jo fint. Hajen Christian var ude at ro i sin Baffin eller rettere sagt ude og vende kajakken i bogstaveligt forstand. Og mens jeg gjorde klar kom David. Han ville også lige en tur på vandet i en rød Baffin. Der er et eller andet med den Kajak. :O). Jeg valgte at prøve en grønlands pagaj, og blev positivt overrasket. Den nærmest griber fast i vandet.

Jeg ville gerne lege senere i dag, men først skulle jeg på en fotocruise langs Kastrups mange havne, så Christian og David blev efterladt foran kajakhotellet.

Hajen og Delfinen

Jeg har boet hele min barn- og ungdom i Kastrup, så jeg har med egne øjne set, hvordan store dele er forandret i tidens løb. Ved nærmere eftersyn ses dog små enklaver af fortiden. Dem ville jeg fotografere fra vandet.

Første billede blev taget tæt ved den nye badeanstalt. Det er ikke lige der, man skal møde sådan en fætter.


Nu var det tidligt på eftermiddagen, så der var ingen badegæster, der skulle passe på.


Ude i horisonten ses turens vendepunkt, samt Baffin fra en utraditionel vinkel. Kameraet er ikke vandtæt, så dette billede er kun muligt i stille vejr. Desuden er balance i kajakken på prøve, når jeg ser gennem søgeren for at tage billeder. Men jeg havde ingen uheld, kun et par uventede vip.


Jonathan var med det første stykke rundt om den nye lystbådehavn. For mig er det nu den allernyeste lystbådehavn, idet (den halveret) havn lige ved siden af motorvejen i min barndom blev kaldt for den nye lystbådehavn.


Den næste havn er færgehavnen. Den er helt nedlagt. Det var herfra vi tog færgen til Sverige. Molen på billedet er noget nedslidt, men det var herfra jeg fiskede som barn. Vi fangede mest ulk og ålekvabber.


Glasværket er nedlagt og revet ned, men Bryggergården er blevet totalt renoveret. Så flot, som den er nu, har den aldrig været i min tid. Jeg må forbi Kystens Perle en dag og se, om man stadig kan spille billard.


Så er jeg nået til den gamle fiskerihavn. Den ligner sig selv. Alligevel er flere af de små skure blevet vedligeholdt, og på turen ind til bunden dufter der af ny maling ved flere af de små skure. SAS bygningen i baggrunden er ny. Det var der, jeg vaskede busser med min skolekammerat Bent og hans far.


Her er jeg i bunden af fiskerihavne. De holder stadig fast i mange af de gamle traditioner

Lidt græsk stemning.

Når solen fandt et hul i skyerne var varmen også lidt græsk.


Vandet i den gamle fiskerihavn havde mange flotte farver! Det er jo en aktiv havn, og der sælges helt sikker stadig frisk fanget fisk, når de små kuttere lige er lagt til kaj.


Lidt naturkunst på vej til den "nye" lystbådehavn. Altså den gamle, nye lystbådehavn. Det var her badeanstalten lå. Vi gik fra skolen og herned for at have svømning. Betingelsen for at få lov til at springe fra vipperne, var, at vi skulle svømme 50 meter. Alle klarede det den første dag. 5 af os med 50 meter hundesvømning. :O)


Så er jeg næsten ved afslutningen på fotodelen af turen. Inden havde jeg dog spist og drukket. Det er jo en MiniCruise. Det var blæst mere op og her ude ved Nordre Røse fyr var der efterhånden pæne bølger. Da jeg lå ved fyret blev vandet mærkeligt uroligt. Jeg er sikker på at strømmen vendte.


Resten af turen skulle der surfes, nu det var blæst lidt op.


Jeg tog via lagunens nordlige indgang rundt om Strandparken hjem.

I alt roet: 11,2 km.
DMI: Nogen sol. Temp. ned mellem 10 og 15 grader, og svag sydlig vind.
(Syd og sydøst, eller skiftende, under 6 m/s.)
.

2 kommentarer:

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Jan
Det er nogle skidegode billeder du har taget. Det er fedt at komme ud og se tingene fra vandsiden - det giver tit nogle fantastiske scenarier. Du har fanget mange af dem med en herlig "oprindelig" stemning.

Men det er nu mågefotoet jeg er mest imponeret af - flot skud.

Hvad for et kamera bruger du?

Charlotte og Jan Milbo sagde ...

Hej Helge

Hvis du ser på min fotohjemmeside www.ottmilbo.dk kan du se, kajak kun er en af mine store interesser.

Angående billedet af mågen, så fulgte jeg den stående på en sten et stykke tid. Jeg var derfor ikke i tvivl om, den snart ville lette på dens bevægelser.

Desuden er jeg en habil fotomanipulerer. Baggrunden er blevet ændret bagefter. Du kan bl.a. se det foran vingerne, hvor der er fortsat er lidt dobbelteffekt.

Der er 3 kunstarter ved at fotografere.
1. tag et godt motiv.
2. beskær billede rigtigt. (Især vandlinjen skal være vandret)
3. manipuler med billede, dvs. fjerne master el-ledninger og andet sjusk fra virkeligheden, samt eventuelt skabe fart i baggrunden.

Billede af de 2 edderfugle fra fredag den 13. er også manipuleret lidt, idet de 2 fugle var meget langt fra hinanden. For at få et godt billede, flyttede jeg hunnen hen til hannen.

Tro aldrig på billeder, men nøjes med at nyde dem. :O)

Kameraet jeg har med på vandet er et Olympus CAMEDIA C-350. Det er overhovedet ikke vandtæt, så det ligger i en Topperware - æske, når jeg ikke bruger det.