fredag den 13. juni 2008

Fredag den 13.

Nu er jeg ikke spor overtroisk, desuden har Benedicte fødselsdag i dag. Vi har haft flag på trappen, og traditionen tro har Kristian og jeg delt et chokoladerosenbrød. :O)

Men alligevel er det jo fredag den 13., så en tur til Saltholm, Nordre Røse eller ud til Middelgrundsmøllerne alene er måske at strække heldet for meget på sådan en dag. Jeg bestemte mig for at ro på arbejdet. Det er ikke noget jeg vil begynde på, så det kan jeg roligt gøre denne specielle fredag. Ellers er jeg ikke overtroisk.

Ved Kajakhotellet arbejde Anders med at udvide landgangsmulighederne. Jeg fik en ny kajak til turen, en Nordkapp. Da jeg samtidig var den første, der fik sat en kajak i vandet fra den nye ponton, ville jeg forevige begivenheden. Kameraet virkede ikke. Jeg er ikke spor overtroisk. Bl.a. fordi Peter kun næsten tabte kameraet i vandet, da jeg skulle modtage det. Batterierne faldt i vandet. Nå men jeg har da et par ubrugte billeder fra tidligere, som passer til denne kameramæssigt uheldige dag.

Jeg udfordrede skæbnen ved at sejle gennem Prøvestensbugten, og selvfølgelig mødte jeg igen Gniske (overfaldssvanen). Den var dog optaget af at svømme efter en turroer, så jeg slap uset forbi.

Nedenståede båd ligger midt i Gniskes territorium. Jeg så ingen nødstedte! Men det var jo heller ikke sket idag.


Udover Gniske og andre svaner, så jeg alle de fugle, jeg plejer, plus et par Strandskader. De er meget flotte med deres knald røde næb. Faktisk manglede jeg kun at se en vibe, men det var ingen i luften inde over øen. Lige ved kabelbanen hørte jeg den så! Stolt og med løftede hovedfjer stod den på diget og fulgte mig runde i hjørnet.

Peter havde advaret mig mod bølgerne ved Magretheholmen og rigtig nok. Skønt der var fralandsvind, kom bølgerne fra mange sider. En overgang roede jeg et langt stykke med bølgerne mod vinden. Lynettens vindmøller står ved Lynetteløbet. Dejligt syn at se, hvor meget de alle drejer, og dog hvorfor er den ene stoppet? Det er da ikke så godt (jeg er medejer)! Fra min tid som sejler med Michael har jeg altid kaldt Lynetteløbet for halvtresøren (modsætning til de store skibes Kroneløb). Lige i det smalleste sted kom færgen fra Flakfortet og lavede nogle store bølger. Ingen panik, men der var jo masser af tilskuer og i dag er det stadig fredag den 13.

Min far har været brandmandssoldat på Trekroner under krigen. Næste gang jeg roer til Langelinie, må jeg lige se, hvordan fortet ser ud fra havnen. I stedet sejlede jeg forbi halvvandet og så lige Bukke Bruse. Dejlige ferieminder fra Fejø strømmer én i møde. Nu er færgen husbåd.

Jeg valgte at gå i land i ved Langelines Gl. Lystbådhavn. Der hvor man har en sliske til at komme i land lå en båd. Jeg måtte derfor lave kajaklimbo under gangbroen for at komme ind til slisken. Ingen uheld, selvom pladsen var trang.

Ved havfruekiosken købte jeg min velfortjente is og en kop varm kakao som bonus. Det er jo Benedictes fødselsdag.

Hjemturen skulle være i medvind, men den må have drejet lidt for vinden og bølgerne kom skråt forfra fra styrbord. Jeg blev godt tilsprøjtet på de åbne stykker. Ved Magretheholmen så jeg en hejre. Nu var der fuldt hus af de forskellige fugle. Faktisk så jeg senere 2 hejre i luften på vej ind over byen fra Saltholm. Edderfugle var også ude at svømme i Øresund.



Ud for strandparken havde et par fiskere tiltrukket sig en flok havmåger. Jonathan tog et af sine berømte dyk lige foran min kajak. Da jeg ankom til kanalens sydlige udmunding, stod han på en af pælene som afslutningsgestus på min fugletur til Langelinie med is og kakao.
Tillykke til alle, der har fødselsdag i dag, selvom det er fredag den 13.

I alt roet: 17,5 km.
DMI: Vekslende skydække, og stedvis byger, op til 17 grader. Svag til jævn vestlig vind.

Ingen kommentarer: